1848-1917

Danmark 1848-1900

Efter slavernes frigivelse træder Peter von Scholten tilbage som generalguvernør for Dansk Vestindien, han rejser til København, hvor hans frigivelse af slaverne bliver genstand for en kommisionsundersøgelse. Han fradømmes sit embede som generalguvernør, men appellerer til højesteret, hvor han frifindes.
Det Danmark Peter von Scholten vender hjem til, er et land i forandring: Danmarks Grundlov er under udarbejdelse og landets overgang fra enevælde til konstitutionelt monarki er en realitet.

Danmarks Grundlov af 1849
Danmarks Grundlov af 1849

Levevilkår i Danmark

I 1800-tallets Danmark lever tyende og tjenestefolk i usle, halvrådne kamre i stalden sammen med dyrene. Det er almindeligt at pigerne på gården deles om en halmseng, hvor rotterne også holder til. Folkene må vaske sig i det kolde vand ved pumpen, og kosten er tit elendig.
Arbejdstiden er ikke fast, og arbejdsgiveren råder over arbejdskraften døgnet rundt. Tyendet er underlagt tyendeloven fra 1854, der giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 og drengene indtil de fylder 18 år. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret.
Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til at give den ansatte en udtalelse i skudsmålsbogen, hvis han eller hun skifter plads. Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.
Landarbejdere og tyende lever og arbejder spredt, og deres ringe arbejdsforhold og ofte mangelfulde skolegang gør, at bare tanken om at organisere sig ligger fjernt for de fleste. En stor del af tyendet ser også deres status som et nødvendigt skridt i den retning, der forhåbentligt skal føre til, at de får deres egen gård eller hus. Derfor er der heller ikke mange af dem, som opfatter sig som arbejdere ligesom f.eks. daglejerne. De få forsøg på at organisere landarbejderne og tyendet i 1800 tallet er ikke helhjertede og karakteriserede ved at initiativerne kommer fra folk, der ikke selv er en del af landarbejderklassen.

De slesvigske krige

I midten af århundredet udkæmper Danmark to krige med Preussen og under krigen i 1864 også med Østrig. Hertugdømmerne Slesvig og Holsten ønsker en løsrivelse fra Danmark, blandt andet på grund af mange års dårlig økonomi efter krigene med England og en statsbankerot i 1813.
Den 2. Slesvigske Krig er egentlig en borgerkrig mellem Danmark og hertugdømmerne. Krigen varer fra 1848-1850 og ender med et nederlag til de oprørske hertugdømmer, men også med den samme status for landområderne, der forbliver adskilt både fra hinanden og fra Danmark.
Krigen bliver udkæmpet mellem Danmark og Preussen som er i forbund med Østrig. Krigen forløber fra 1. februar – 20. juli 1864, og Danmark taber krigen og mister hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig, herunder Sønderjylland.

Fregatten Jyllands officerer i 1864. Fregatten deltog i slaget ved Helgoland, hvor den danske flåde sendte fjendtlige fartøjer på flugt.
Det Kgl. Bibliotek.
Fregatten Jyllands officerer i 1864. Fregatten deltog i slaget ved Helgoland, hvor den danske flåde sendte fjendtlige fartøjer på flugt. Det Kgl. Bibliotek.

Vestindien 1848-1900

Hverdagen op til det oprør, der i 1848 skaffer slaverne deres frihed, er hård. Den dårlige økonomi får slaveejerne til at øge presset på de slavegjorte for at få så meget arbejde ud af dem som muligt.
Efter Storbritanniens frigivelse af slaverne i 1834 står det klart, at det kun er et spørgsmål om tid, før slaveriet også bliver afskaffet i Dansk Vestindien. Men økonomiske hensyn gør, at den danske stat vil vente så længe som muligt. I 1847 bestemmer den stadig enevældige konge Christian den 8., at alle nyfødte skal fødes som fri, og efter 12 år – i 1859 – skal alle være fri. Det skaber stærk utilfredshed hos mange, at de skal vente 12 år på deres frihed.
3. juli 1848 går en større flok slaver bevæbnet med sukkerknive, økser og stokke fra plantagerne på St. Croix ind til Frederikssted og forlanger deres frihed. 1848 er et revolutionsår i Europa og Slesvig-Holsten gør oprør mod Danmark. Disse nyheder har nået Dansk Vestindien og kan være medvirkende til oprøret.

’Fireburn’ – avisillustration fra dagene efter oprøret på St. Croix.
’Fireburn’ – avisillustration fra dagene efter oprøret på St. Croix.

Mængden truer med at brænde Frederikssted – som for en stor del er bygget af træ – ned, og da Peter von Scholten kommer til stede, ser han ikke anden udvej end at give slaverne deres frihed. En af grundene til, at det ikke går mere blodigt for sig er, at slaven John Gottlieb, også kaldet General Buddhoe. Han har, som leder af oprøret, krævet frihed for alle slavegjorte mod at Frederikssted ikke brændes ned. I de følgende dage rejser han blandt andre sammen med Peter von Scholten rundt på øen for at hjælpe med at opretholde roen.
Under hele oprøret og den følgende uro, hvor en del plantager og forvalterhuse bliver raseret og plyndret, bliver kun ganske få dræbt, og en stor del af æren for tilfalder Buddhoe. Men da von Scholten efter et par dage med modstand fra plantageejere og embedsmænd nedlægger sit embede, opstår der kaos.
Flere bliver fængslet og henrettet. Buddhoe bliver arresteret og deporteret til Trinidad.
I ældre historieskrivning hedder det ofte, at slaverne fik deres frihed, men sandheden er, at de selv tog den.
Efter indførelsen af grundloven af 1849 i Danmark, hvor enevælden afskaffes og en form for demokrati indføres, sker der ikke de store ændringer i Dansk Vestindien. Der bliver indført et råd på øerne, hvor mænd over 25 med en høj årsindkomst kan stemme. Det betyder, at 95% af befolkningen er uden indflydelse, og reelt beholder
Danmark kontrollen over øerne.

Statuen ’Freedom’ symboliserer en slave der blæser til oprør i en konkylie med den ene hånd og med en sukkerkniv i den anden. Statuen er opstillet på alle tre Vestindiske øer, og endnu en er givet i gave til Danmark i 2017. Gekko Medieproduktioner.
Statuen ’Freedom’ symboliserer en slave der blæser til oprør i en konkylie med den ene hånd og med en sukkerkniv i den anden. Statuen er opstillet på alle tre Vestindiske øer, og endnu en er givet i gave til Danmark i 2017. Gekko Medieproduktioner.

Officielt er sorte og hvide nu ligestillede på øerne – også i lovgivningen, men i dagligdagen er situationen en anden. Begge grupper er mistænksomme overfor hinanden og racismen trives blandt de hvide, som opfatter sig selv som bedre og mange ser afrocaribierne som dovne og selv skyld i deres fattigdom.
De tidligere slavegjorte er nu landarbejdere, og lønningerne er meget små. I 1849 indføres en ordning, som betyder at landarbejderne hver 1. oktober skal indgå kontrakt for et år. Lønnen er fastsat på forhånd og ikke til forhandling. Løsgængeri – dvs. at man ikke har en kontrakt – bliver i 1853 gjort strafbar. Det medfører, at landarbejderne reelt kun har valget mellem fængsel eller at indgå en kontrakt med en plantageejer.
Reelt er levevilkårene nu værre end i slavetiden, for plantageejerne har ikke længere interesse i den enkelte arbejders helbred, som ikke længere er en del af hans kapital. Resultatet er at befolkningstallet falder, blandt andet som en følge af dårlige levevilkår, og man begynder at importere arbejdskraft fra andre af de caribiske øer.

Efter krigen i 1864

Under fredsforhandlingerne efter krigen lufter de danske forhandlere uoffcielt muligheden for at bytte de Dansk Vestindiske øer mod at beholde de dansksindede dele af Slesvig, men det bliver afvist.
I stedet indleder man de første forhandlinger med USA om at overtage øerne. Det bliver dog ikke til noget i denne omgang.
Danmark går ind i en periode som et land der er reduceret i både størrelse og indbyggertal.

Fra 1850 er Charlotte Amalie på St. Thomas Danmarks største provinsby. St. Thomas lever ikke som St. Croix af plantagedriften, men i langt højere grad af den handel som havnen i Charlotte Amalie er centrum for. Havnen er et knudepunkt i transithandlen fra Europa og Nordamerika til Sydamerika. Og da dampskibene gør Charlotte Amalie mindre væsentlig som transithavn for varer, bliver byen i stedet et knudepunkt for person-, telegraf og posttransport. Men koleraepidemier, orkaner og et jordskælv i 1871 ødelægger byens ry som sikker havn.
De fleste plantager på øerne er gammeldags. De har ikke indført plove eller dampdrevne sukkermøller. Under slavetiden har de haft masser af gratis arbejdskraft til rådighed, så der har ikke været behov for at følge med tidens teknologiske fremskridt.
Man forsøger med et fælles moderne sukkerkogeri på St. Croix, men flere og flere plantager opgives som følge af dårlig økonomi. Sukkerkogeriet bliver den indirekte anledning til et oprør på St. Croix i 1878. 1. oktober er den dag, man indgår nye kontrakter mellem landarbejdere og plantageejere. Det betyder at mange landarbejdere er samlet i Frederikssted, og da de hører, at arbejderne på sukkerkogeriet får bedre lønninger begynder utilfredsheden at ulme og oprøret bryder ud i lys lue. Da soldater fra Christiansted jager oprørerne ud af byen næste morgen, drager de videre ud på en række plantager som brændes ned. Store dele af Frederikssted bliver også sat i brand, og det fører til at oprøret bliver kaldt ’The Fireburn’.
De fleste nedbrændinger finder sted 3. oktober. Dagen efter ebber opstanden ud.

Landarbejdernes opstand og nedbrænding af Frederikssted har fået betegnelsen ’The Fireburn’.
Landarbejdernes opstand og nedbrænding af Frederikssted har fået betegnelsen ’The Fireburn’.

I dagene efter bliver der nedsat standretter og 12 bliver henrettet. På landet, hvor plantageejere og andre er blevet bevæbnet bliver 60 oprørere skudt. Til at afløse standretterne nedsætter guvernøren Janus Garde en kommission, der skal dømme dem, man opfatter som hovedkræfterne bag oprøret. Tre kvinder, der bliver dømt og sendt til Kvindefængslet på Christianshavn i København for at afsone deres straf, har opnået heltestatus på øerne. De bliver benævnt ’Three Queens’: Mary Thomas, ’Queen Mary’, har fået hovedfærdselsåren på St, Croix opkaldt efter sig. Den hedder Queen Mary Highway, og i Charlotte Amalie på St. Thomas er der opsat en statue, der forestiller de tre kvinder.
Om det er hovedkræfterne bag oprøret, der bliver dømt, er tvivlsomt – ikke engang kommissionen som dømmer dem er sikker.
Guvernør Garde bliver senere afskediget på grund af den brutalitet oprøret slås ned med, og den arbejdsforordning, som fastsætter de lave lønninger på landet bliver annulleret.
Men det er for sent at reformere plantagesystemet i Dansk Vestindien, man kan ikke konkurrere med de moderne plantager i Cuba. I Europa er landmændene begyndt at dyrke sukkerroer, så sukkerpriserne falder. Øerne bliver stadig mere forarmede og i Danmark er man stadig mere opsat på, at komme af med det fallitbo, øerne har udviklet sig til.

Danmark 1900-1917

Politik i perioden

Siden Grundlovens indførelse i 1848 har kongen udpeget regeringerne, men med et folketingsvalg og det efterfølgende såkaldte systemskifte i 1901, får Folketingets flertal retten til at beslutte regeringsdannelsen. Danmark er dermed for første gang et folkestyret land. Venstre, landmændenes parti, får regeringsmagten, hvorimod Højre, godsejernes parti, taber stor indflydelse.
I 1905 afskaller en del af Venstres partimedlemmer og bliver til Radikale Venstre især på grund af uenigheder om landets forsvar, der siden krigen i 1864 har været søgt forstærket med blandt andet en stor forsvarsring rundt om København. Radikale Venstre er antimilitaristisk og går desuden ind for at kvinder og tyende skal have stemmeret og for bedre uddannelser.
I 1906 indgår Radikale Venstre og Socialdemokratiet i et regeringssamarbejde om at forbedre vilkår for arbejdere og husmænd, og fra 1908 får kvinder og tyende valgret til kommunalforsamlingerne. Først i 1915 får disse grupper valgret til Folketinget.
I udlandet begynder de store nationer at opruste. Fra 1800-1900 har Frankrig og England erhvervet sig mange kolonier, mens Tyskland kun har opnået begrænset deltagelse i den indbringende kolonisering. Ubalancen mellem de store europæiske lande bliver grobund for konflikter og for opbygning af store alliancer med Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien på den ene side og med Frankrig, England og Rusland på den anden.
Da 1. Verdenskrig bryder ud, er England den store samhandelspartner og Tyskland den store nabo, som sidder hårdt på de dansksindede i Sydslesvig. Danske regeringer forsøger med stor ihærdighed at holde Danmark neutral både i forhold til oprustningen før 1. Verdenskrig og under selve krigen. Det lykkes Danmark at bevare neutraliteten helt frem til krigens ophør i 1918.

Erhvervs- og sundhedsudviklingen

Frem til 1900 er erhvervsudviklingen i Danmark præget af selvforsyning. Andelsbevægelsen gør imidlertid Danmark til et eksportproducerende land med eksport af smør og bacon til især det engelske marked. Den største del af befolkningen er fortsat beskæftiget i landbrugserhvervene, men med industriproduktion baseret på dampmaskiner og elektricitet ændrer det danske arbejdsmarked i byerne sig i betydelig grad.
Dannelsen af arbejdsmarkedets to store hovedorganisationer – som senere bliver til LO og DA – og indgåelsen af hovedaftalen i 1899, opstår grundlaget for omfattende vækst i industrialisering og byudvikling, men også for arbejdsløshed og store epidemier som kolera og tuberkulose. Omkring 1900 er der i Danmark ca. 2½ mio. indbyggere, heraf bor ca. 39% i byerne.
Arbejderorganisering og de nye partier i Folketinget søger at forbedre levevilkårene for de svagest stillede. Der bliver stiftet arbejdsløshedskasser, sygekasser og sundhedsvæsnet bliver udbygget med bedre hospitaler, flere læger og sygeplejersker, som tilsammen medfører en øget befolkningstilvækst. I 1916 er befolkningstallet steget med næsten en halv mio. på knapt 15 år til knapt 3 mio.

Vestindien 1900-1917

I Perioden fra 1900-1917 søger den danske stat igen at sælge De Dansk Vestindiske Øer til USA. I årene umiddelbart inden har øerne også været forsøgt solgt til først England i 1896 og senest Tyskland i 1899 uden held.
I Danmark er indstillingen til Dansk Vestindien i begyndelsen af århundredet præget af øernes dårlige økonomi og af beretningerne om den farvede befolknings elendige levevilkår, og da USA igen fatter interesse for at købe øerne i 1902 er Folketinget med et stort flertal parat til at sælge øerne for 5 mio. $. Danmark har på det tidspunkt et to-kammersystem og overenskomsten bliver forkastet af det andet kammer, Landstinget, med et lille flertal.
Imidlertid ændrer indstillingen til øerne i Danmark sig. Dels opstår der en bevægelse for fortsat at bevare øerne som en del af Danmark. Salget og dermed endnu en reduktion af landet efter tabet af Sønderjylland og hertugdømmerne er for uacceptabel. Dels er der erhvervsøkonomiske initiativer i gang fra blandt andet Danmarks store skibsrederi ØK, Østasiatisk Kompagni, som lover at arbejde for en bedring af øernes økonomi.

Den Dansk-Vestindiske Nationalbank, ca. 1900. Dansk Vestindisk Selskab.
Den Dansk-Vestindiske Nationalbank, ca. 1900. Dansk Vestindisk Selskab.

I debatten om øernes fremtid bliver nye afgrøder og dyrkningsmetoder overvejet, ligesom der er positive forventninger til den øgede skibstrafik som følge af den kommende Panama-Kanal.
I Danmark besluttes det også, at den danske stat fremover betaler for øernes administration og for udgifterne til militær, kirke og skolevæsen. Med initiativer til en øget aktiv politisk deltagelse og en ny koloniallov i 1906 udvides valgretten, som dog stadig er afhængig af formuestørrelse og får ikke større betydning.
Et mere systematisk forsøg på at ophjælpe øerne og deres befolkning bliver igangsat med en reformkommission der arbejder for sundhedsreformer, rent drikkevand, sygehuse, renovation, børnehjem og et reduceret omfang af udskænkningssteder. En følge af reformkommissionen er både en splittelse i befolkningen i for og imod et salg og en stor forventning til en bedre fremtid.

Hospital Christiansted, St. Croix. Dansk Vestindisk Selskab
Hospital Christiansted, St. Croix. Dansk Vestindisk Selskab

Reformkommissionens arbejde er senere blevet kritiseret for at lægge større vægt på at nedbringe statens udgifter end på at forbedre levevilkårene på øerne.
Selv med en store indsats for at få øerne på fode, lykkes det ikke at skabe et samfund med fremtidsmuligheder. Håbet til en voksende skibstrafik fra den nyåbnede Panama-Kanal brister. De nye skibe er kulfyrede dampskibe, som ikke behøver at gå i havn i Charlotte Amalie.
På grund af ringe levevilkår udvandrer mange landarbejdere, og resultatet bliver, at stadig flere plantager må opgives som følge af mangel på arbejdskraft. Under 1. Verdenskrig opstår der en konflikt mellem arbejdere og plantageejere, og som repræsentant for en nyorganiseret fagforening rejser i 1916 til København for at tale de sorte arbejderes sag.

David Hamilton Jackson. Det Kgl. Bibliotek
David Hamilton Jackson. Det Kgl. Bibliotek

Ved folkeafstemningen om De Vestindiske Øers tilhørsforhold ønsker hverken den danske eller den amerikanske regering, at øernes beboere skal deltage i afstemningen. David Hamilton Jackson afholder en uofficiel afstemning på St. Croix som resulterer i 4.027 stemmer for salget og kun syv imod. De fleste vestindere håber på bedre tider

Transferday 1917. Dansk-Vestindisk Selskab.
Transferday 1917. Dansk-Vestindisk Selskab.

Den 31. marts 1917 nedtages Dannebrog for sidste gang ved en større overdragelsesceremoni og Stars and Stripes hales op. Øernes nye navn er US Virgin Islands. 31. marts er en mærkedag på øerne og benævnes fortsat ’Transfer Day’.